NØR’s sikkerhedsregler

Det er vigtigt, du aldrig slækker på sikkerheden, uanset hvor godt du føler, du kender hesten eller den aktivitet, du går i gang med. Du skal derfor være opmærksom på at passe på dig selv, hesten og andre der færdes på ridecenteret og huske sikkerheden.
 
Erfarne ryttere er rollemodeller for urutinerede ryttere. Det betyder, at de erfarnes måde at omgås hestene på bliver lagt mærke til af nye ryttere og deres forældre.
 
Vi ønsker med denne sikkerhedsvejledning at undgå farlige situationer og ulykker for alle – heste og mennesker – der har sin gang på ridecenteret og dermed sikre, at det fortsat er et dejligt fristed, hvor sikkerheden og fornuften er i fokus.
 
Vis ALTID hensyn, omtanke og respekt over for heste, andre ryttere og personer på ridecenteret. Hvis nogle føler sig generet af din adfærd, så vær lydhør og stop, hvad du gør og tal forstående og høfligt med personerne om hvad det er, der gør dem utrygge.
 
Det er vigtigt at huske, at sikkerhed er alles ansvar.
 
Omgang med hesten fra jorden:
  • Du skal altid have lukket fodtøj på, når du er i stalden og i nærheden af hestene. Dvs. at du aldrig må have bare fødder, sandaler, klip-klappere eller lignende fodtøj på.
  • Børn under 18 år skal altid have ridehjelm på, når de omgås hestene.
  • Løb, råb og skrig ikke i stalden og i nærheden af hestene.
  • Vær aldrig flere personer inde i boksen hos en hest, og undgå altid at stå på hver sin side af hesten. Hvis hesten bliver bange eller urolig, kan den meget nemt ramme eller klemme én.
  • Hvis der skal udføres arbejde i hestens boks, skal den så vidt muligt tages ud af boksen og sættes fast i spiltov i staldgangen imens.
  • Hvis staldgangen er smal, dvs. under 2 meter bred, så lad aldrig to heste gå forbi hinanden. Fjern først den hest, som du skal forbi, helt fra staldgangen (sæt den ind i en boks så længe), så du undgår at blive mast mellem de to heste.
  • Sørg for at have tilstrækkelig med lys i stalden, så du kan se, hvad du foretager dig med hesten.
  • Forlad aldrig hesten alene på staldgangen eller på striglepladsen.
  • Heste må ikke være løse på staldgangen.
  • Staldgangen må ikke bruges til opbevaring af redskaber, striglekasser m.v. Det vil sige, at du ALTID skal rydde op efter dig selv, før du forlader staldgangen.
  • Træk altid kun med én hest ad gangen.
  • Hav altid som minimum en grime og et træktov på hesten, når du fører den.
  • Fastgør aldrig dig selv til hesten.
  • Når du trækker hesten, så hold god afstand til andre heste.
  • Vend om muligt hesten til højre, så du undgår at blive trådt på.
  • Hold altid god afstand, når du bevæger dig bag en hest.
  • En hest må aldrig efterlades alene tilbage på fold, med mindre andet er aftalt.
  • Hvis du opdager at hegnet eller noget andet ved folden er gået i stykker, orienter personalet straks, så det kan blive repareret hurtigst muligt.
 
Under ridning: 
  • Alle ryttere SKAL bære ridehjelm under ridning.
  • Alle ryttere under 18 år SKAL bære sikkerhedsvest, når der springes. - Det anbefales i det hele taget for begyndere, altid at ride med sikkerhedsvest.
  • Det er vigtigt at have sko eller støvler på med glat eller kun let rillet sål samt en lille hæl, således at foden ikke så let kan risikere at sidde fast i eller ryge for langt igennem stigbøjlerne.
  • Der må kun springes, hvis der er en person over 18 år til stede, som kan tage ansvaret, hvis der skulle ske en ulykke.
  • Brug af håndholdt mobiltelefon til hest er ikke tilladt – dette gælder på hele NØR’s matrikkel.
  • Brug af høretelefoner til hest må ikke gøres sådan, at du ikke kan høre, hvad der sker omkring dig.
  • Lær og overhold NØR’s ridehusregler. Se dem HER.
 
Brandsikkerhed:
  • Det er på grund af brandfare og af sundhedspædagogiske årsager ikke tilladt at ryge på ridecenterets område.
  • Brug af grill er kun tilladt på den flisebelagte plads for enden af ridehuset ned mod den store ridebane.

Velkommen til Nordøstsjællands rideklub

Seneste nyheder

Om Nør.

Nygård Ridecenter, der er ejet af Helsingør Kommune, lægger faciliteter til den kommunale rideskole, der drives af Nordøstsjællands Rideklub (NØR). Ridecentret har tillige opstaldning for private pensionærer. Du finder os i Nygård i udkanten af Helsingør. Rideklubben NØR har haft adresse på Nygård Ridecenter siden 1. juli 1977, men selve klubben blev oprettet den 19. juni 1960.

Læs mere om vores historie